Historiske foredrag
Oplev rejser gennem nogle af tidernes tildragelser med Hans-Torben Andersen. Historisk interesseret nordsjællænder gennem et langt liv.
Hør unikke foredrag med omfattende billedledsagelse, hovedsageligt af egne optagelser på egnen og rundt i landet, og dyk ned i fascinerende fortællinger og analyser om fortidens store begivenheder og personer.
Se foredragslisten nedenfor:
Ring 20 25 93 17 og aftal nærmere. Mail: historie@htaforedrag.dk
Sophienborg og Strødam
Et foredrag i tre dele. Den første handler om gårdenes udvikling fra den gamle landsby, Ullerød, de mange forskellige ejeres tilkøb og frasalg af arealer og ejendomme gennem tiderne og nogle af de mest markante personer som ejere af ejendommene. Den historiske udvikling fra landsbysamfund til 1900-årenes anvendelse af gårde, institutioner og landskaber.
Hør om gårdenes opståen i Ullerød fra de tidligste tider, udflytningerne og tilkøb af ejendomme til Sophienborg og anlæggelse af Strødam efter køb af Strøgods fra Skoven.
Foredraget er ledsaget af mange billeder om de to gårde og om en stor del af tidernes personer, der deltog i udviklingen.
C. F. Tietgen og Axel Jarl
Anden og tredie del omhandler de to mest markante personligheder i gårdenes historie. Fortællingerne behandler mest deres adfærd ud fra deres opfattelser i hver deres tid. Hvorledes blev personerne dannede i den barndoms- og ungdomstid, der formede dem? Hvilke aner i deres forudgående familier og deres omgangskreds havde de til inspiration som forudsætninger for deres senere virke? Hvilke vilkår havde deres aner og familier?
C. F. Tietgen var en meget betydningsfuld personlighed i anden halvdel af 1800-årene som financieringsekspert til mange, nye virksomheder. Han anskaffede det Frederiksborgske Stutteri, Sophienborg og Strødam arealerne, hvor han lod opføre det legendariske Strødam og senere Strødam Avlsgård. Hvilken baggrund og trosfundament havde Tietgen for gennemførelsen af alt dette og af genopbygningen af Marmorkirken?
Som Tietgens og Lauras nevø arvede Axel Jarl Strødam. Han var en særpræget og visionær person med en omskiftelig tilværelse i første halvdel af 1900-årene. Hans forældres og hans egen familie og deres omgangskreds bliver omtalt nærmere for at komme tæt på denne sammensatte personlighed. Efter hans endelige anskaffelse af Sophienborg udviklede han tidens fremmeligste mælkeproduktion og en læregård for kommende slægters landmænd. Slutteligt donerede Axel Jarl hele godset og sin formue til en naturfond – Jarlfonden.
Annissegård, Annisse, Hougården og den meget lange historie
Et foredrag med fortællinger om Annissegård og Anneksgården, Annisse og Hougården med ledsagelse af fortællende fotos. Tilbage fra de første tider med bosættelser langs kysterne og senere rydninger af skov havde Hougården på Annæs som borg en vigtig forsvarsposition langs kysten af Arresø, der før sandflugten kunne besejles fra Kattegat.
Hør om de mange slægter, der har ejet Hougården, bl.a. af Dronning Margrethe 1. og senere riddere og væbnere som lensmænd indtil Reformationen. Kongemagten konfiskerede alt klostergods og fik fordoblet sit eget, og Annisse kom under Kronborg Rytterdistrikt.
Efter landboreformerne ændredes arronderingerne fuldstændigt, og den nuværende fordeling af sognets jord blev fastlagt. Mange familier og slægter har hentet deres udkomme af, hvad datidens jorder har kunnet yde.
Annissegård blev i 1850-erne efter en voldsom brand i landsbyen genopbygget af Vilhelm Lund i den nuværende og lidt særegne, men harmoniske skikkelse. Hør om de mange familier, der forinden og efter etatsråd Lund har haft tilknytning til Anneksgården, som Annissegård en overgang var underlagt.